
Min hest, min saddel og mig
Kom med på Garderhusarregimentet i Slagelse
Kl er 7 om morgenen og vi befinder os i Slagelse - udenfor Garderhusarkasernen. Her skal vi besøge de værnepligtige i Hesteskadronen - i daglig tale kaldet HESK. Som værnepligtig i HESK får man en grunduddannelse som soldat, men samtidig uddanner man sig som rytter. Uddannelsen tager 12 måneder.
Foran kasernen bliver vi mødt af delingsfører Lund, der introducerer sig med efternavn. Kort tid efter fortæller han, at vi også godt må kalde ham Martin, men at de værnepligtige tiltaler ham ved efternavn.
Din hjemby er dit nye navn
En række værnepligtige stiller sig foran os og Lund i en bestemt valgt række. De har hænderne bag ryggen og står med rettet ryg med fronten mod os. De værnepligtige kigger med et stift blik på os. De har alle store støvler på, militærfarvede bukser, en T-shirt, skjorte og en beige kittel på udenover. På hovedet har de en sort baret på, der er en flad, rund hovedbeklædning. Det ser varmt ud.
Vi går med værnepligtig Lukas Haach-Sørensen over til en af staldene. Lukas er 21 år og har været på kasernen i fem måneder.
- Jeg skal over og klargøre nogle heste, som skal være klar til byridt, forklarer han.
Ved et byridt rider HESK gennem Slagelses gader. Det sker hver onsdag.
Han har lært meget om heste og om at holde orden i staldene. Der er 75 heste i alt og omkring 20 til 30 heste pr. stald.
- Der er skemaer for, hvilke heste der skal rengøres, og hvilken værnepligtig som skal gøre det. Udstyret til hestene hænger på helt bestemte steder. Og der er helt klare regler og rutiner for, hvordan hestene skal passes.
Lukas går i gang med at vaske en hvid hest, der skal se ren og flot ud til byridtet senere. Men hesten har andre planer. På et splitsekund får den frakoblet sig Vanløses greb, og når omkring 30 meter længere ned i stalden, inden en anden værnepligtig får fat på den og hjælper Lukas med at få den mod badet. Men hesten har fortsat andre planer, så få sekunder senere er den løbet løbsk igen. Denne gang formår den at løbe helt ud af stalden. Men hurtigt samles flere værnepligtige foran stalden og får ved fælles hjælp bugseret hesten tilbage mod badet. Lukas tager det fint.
- Hesten er jo nærmest som en kollega, siger han.
Han fortæller, at alle værnepligtige bliver kaldt den by, som de er fra. Lukas er fra Vanløse, så i hans nye liv her på kasernen er Vanløse hans navn. Det er en gammel traditionen og stammer fra, at det var praktisk at vide, hvem der havde lokalkendskab, når Forsvaret kom til en ny by.
Ind i stalden kommer Hjørring, der også er værnepligtig. Han er netop blevet færdig med dagens ridetræning, Hjørring hedder i virkeligheden Hjalte Moldberg Kjeldsen og er 19 år.
Han tager os med over til omklædningsrummene. Her er ikke opdelt i køn, men det lader ikke til at fylde noget. De kvindelige værnepligtige sender os bare et smil, da vi træder ind i det smalle omklædningsrum.
Stemningen i omklædningsrummet er som det eneste sted løs. Der bliver fyret jokes af og det roder en smule med tøj på gulvet.
De værnepligtiges dage starter ofte mellem klokken 05.00 eller 05.30, og de arbejder ofte over 45 timer i løbet af en uge, fortæller Hjørring.
Første byridttur for de værnepligtige
Efter frokost er det blevet tid til byridtet ind til Slagelse. En person af højere rang råber til de værnepligtige at om fem minutter til skal de stå klar foran kommandocentralen. Og få minutter senere står alle klar. De værnepligtige kommer via en skammel op på de store heste. Forrest i opstillingen står en mørk hest, der rides af en overordnet. Herefter står de hvide heste, der rides af de værnepligtige. Rytterne på de hvide heste har horn på sig og pludselig lyder der hornlyde fra dem alle, turen sættes i gang og der rides mod den indre del af Slagelse.
I den centrale del af Slagelse stopper unge som ældre op for at filme, når HESK marcherer gennem byen.
Byridtet er den første af sin slags for delingen, da de netop er blevet den ældste deling af de værnepligtige. De første fire måneder af værnepligten har nemlig stået på grundlæggende soldaterfærdigheder, såsom skydetræning, fysisk træning og forståelse for, hvordan man skal bevæge sig rundt i ukendt terræn og potentielle kamppladser.
Orden og disciplin går hånd i hånd i værnepligten
Inden dagen går på hæld for de værnepligtige, indvilliger Vanløse i at vise os rundt på sovestuerne, hvor de værnepligtige sover. På hver sovestue bor der fire personer. Ligesom omklædningsrummene er det ikke opdelt i køn, så mænd og kvinder kan godt dele værelse.
I den ene side af værelset er et der et skab til hver person på sovestuen. Alt i skabet er nærmest militærtøj og det skal ligge foldet på en helt bestemt måde. Eksempelvis skal Dannebrogsflaget på jakkerne vende på en helt specifik måde, fortæller Vanløse.
På værelset sover de i køjesenge, og der er ikke ret meget andet udover to skriveborde, der står for enden af sengene.
Hver morgen skal de værnepligtige fjerne alle ting, de har brugt, hvilket blandt andet inkluderer lagner og sengelinned. Når de har fri fra deres pligter, bruger de også tid på at gøre klar til næste dag ved blandt andet at stryge skjorter.
Vanløse fortæller, at hans disciplin virkelig har taget et nøk op, hvilket hans mor også har bemærket, når turene er gået hjemad, hvilket det ofte gør for de værnepligtige i weekenderne.
Den kommende weekend er dog speciel for de værnepligtige, da de skal have undervisning i faldskærmsudspring, hvilket mange af dem ser frem til.

Slagelse
Tal om:
-
Kunne I tænke jer at være værnepligtige i HESK?
-
Hvis I skulle være værnepligtige, hvor ville I så gerne være det henne? Læs evt. om de forskellige værnepligter på Forsvarets hjemmeside her.
