
Militæranalytiker: Værnepligten får en større rolle i samfundet
Den nye værnepligt, der udvides og ligestilles, gør, at Forsvaret får en større betydning for samfundet i Danmark.
-
Ifølge centrale regeringsdokumenter som DR har set, har Forsvaret brug for 6.500 værnepligtige allerede i 2030.
-
I 2033 har Forsvaret brug for 10.000 værnepligtige.
-
I 2035 skal der være 13.000 værnepligtige i Forsvaret, hvilket vil svare til knap hver femte dansker på 18 år på det tidspunkt.
Kilde: DR

Foto: Simon Elbeck/Forsvaret
Med flere værnepligtige og længere tjenestetid skal Forsvaret rekruttere flere soldater og spille en større rolle i det danske samfund.
For at sikre, at Forsvaret fortsat kan passe på vores samfund, er det nødvendigt med flere soldater. Derfor skal flere unge personer i værnepligt. Det fortæller Alexander Høgsberg Tetzlaff, som er militæranalytiker, major og forsker i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet.
- Der er et politisk ambitionsniveau om en tredobling af folk, der skal i værnepligt. Det kan ske om seks til otte år afhængigt af, hvad Forsvaret får mulighed for.
- Den udvidede værnepligt kommer på sigt - om 20 eller 50 år - til at give samfundet en større forståelse for Forsvarets betydning, siger han.
Forsvaret forventer at kunne modtage op mod 6.500 værnepligtige i 2033. Ifølge DR skal denne målsætning dog allerede nås i 2030.
Forsvarsministeriet vil indkalde 10.000 danskere i 2033, og på sigt kan det blive nødvendigt at indkalde endnu flere. Det viser regeringsdokumenter, som DR har set.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/forsvaret-vil-indkalde-hver-femte-ung-som-soldat
Til sammenligning var der 4.679 værnepligtige i 2024.
Værnepligten ændres og udvides på grund af den ændrede geopolitiske situation, hvor Rusland har invaderet Ukraine, forklarer han.
- Man ser et større behov for at kunne afskrække andre nationer samt for at kunne uddanne og tilføre soldater til Forsvaret, siger Alexander Høgsberg Tetzlaff.
De værnepligtige får mere ansvar
De nye værnepligtige får en større rolle i samfundet, da de nu skal være en del af Forsvaret i knap et år. De får også mere ansvar, da de bliver pålagt opgaver, der tidligere blev givet til uddannede soldater. Det kan eksempelvis være, at de værnepligtige skal bevogte et specifikt område eller blive udsendt på internationale missioner.
- Flere vil forstå, hvad det vil sige at være soldat, og flere vil kunne håndtere et våben, forklarer Alexander Høgsberg Tetzlaff
- Værnepligten har primært fungeret som et rekrutteringsgrundlag i mange år. Tidligere var de værnepligtige ikke med til at løse militære opgaver for Forsvaret. Nu skal de bidrage til det danske forsvar og løse opgaver, mens de er der, og ikke kun lave øvelser, siger han.
Flere værnepligtige giver Forsvaret udfordringer
I takt med, at værnepligten udvides, får Forsvaret også udfordringer. Flere værnepligtige betyder nemlig, at Forsvaret har brug for flere ressourcer, vurderer militæranalytikeren. Han vurderer nemlig, at Forsvaret mangler plads til flere sovestuer på kasernerne, flere materialer og mere uddannelsespersonale.
Han forklarer samtidig, at det at blive værnepligtig fremover bliver anderledes og mere seriøst end tidligere.
- Mange unge har længe set værnepligten som et slags udvidet højskoleophold, men nu kommer de i højere grad til at fokusere på det militære indhold, fordi værnepligten nu næsten varer et år, siger han.
Tidligere varede værnepligten ofte kun fire måneder, mens den fra 2026 skal vare mellem 10 og 12 måneder.